• Business-update: Cybereksperter chokeret over simpel adgangskode: »Næsten til alt er den Netcompany123«

    المصدر: BDK Finans / 26 فبراير 2024 10:37:56   America/New_York

    Velkommen til mandagens Business-update her fra erhvervsredaktionen på Berlingske. Berlingske har samlet dagens vigtigste historier for at give dig et overblik. #1 – Angreb på Netcompany skræmmer eksperter: »Det mest alvorlige, jeg har været vidne til« Fremtrædende eksperter betegner det store hackerangreb på Netcompany som »det mest alvorlige nogensinde«, skriver Ingeniørens it-medie Version2. De retter samtidig en hård kritik af den børsnoterede virksomhed måde at kommunikere på. »Det er utvivlsomt det mest alvorlige læk, jeg nogensinde har været vidne til. Angriberne har haft adgang til nøglerne til hele kongeriget, og alligevel optræder Netcompany, som om intet er sket,« siger cybersikkerhedsspecialisten David Clayton fra sikkerhedsfirmaet Elastic, som har hjulpet danske virksomheder flere gange, når de har oplevet angreb på deres kritiske it-systemer i Danmark. David Clayton forklarer, at hackerne potentielt har fået adgang til alt, hvad Netcompany har udviklet for staten. Han er særlig chokeret over de simple adgangskoder, som selskabet har brugt. »Deres adgangskoder til næsten alt er ‘Netcompany123’,« siger han til mediet. Netcompany har afvist, at der er tale om ransomware – altså computervirus, som låser et selskabs eller myndigheds vigtigste filer med et kodeord, hvorpå hackerne kræver løsesum for at at udlevere koden, så man igen kan få adgang til sine filer. Til Berlingske oplyser David Tarp, pressechef i Netcompany, at koden 'Netcompany123' ikke er blevet brugt i aktive systemer, da de bliver erstattet af virkelige passwords med høj sikkerhed. »Dermed er det forkert at sige, at for eksempel Netcompany123 har givet eller giver adgang til nogen produktionssystemer i Netcompany,« skriver David Tarp i en mail, Søndag aften offentliggjorde hackergruppen kodeord og manualer fra angrebet mod Netcompany. Læs mere om det her. Aktierne i Netcompany faldt fredag på grund af sagen. Det kursfald fortsætter mandag. #2 – Dansk aktie buldrer op med 25 procent Investorerne jubler over nye data fra det danske biotekselskab Zealand Pharma, hvor aktien mandag er steget med omkring 25 procent, skriver Børsen. »Data er bedre, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Jeg har ikke kunnet finde noget som helst negativt i de topline-data, de har valgt at give os,« siger investoren Christian Klarskov, der har en fortid i blandt andet Nordea og Handelsbanken, herunder som aktiechef. Zealand Pharma og partneren Boehringer Ingelheim har mandag præsenteret, hvad de to selskaber betegner som »skelsættende« data med lægemiddelkandidaten survodutid til behandling af fedtleversygdom. Ifølge Adam Steensberg, topchef i Zealand Pharma, er resultaterne umiddelbart bedre end dem, som selskaber som Novo Nordisk og Eli Lilly har præsenteret i lignende studier. »Det er i min bog skelsættende data, også når man sammenligner med de data, der er kommet ud fra tilsvarende molekyler. Så ser det her bare stærkt ud,« siger Adam Steensberg til Marketwire. #3 – Nykredit bekræfter hemmelig henvendelse til Bankinvest Nykredit bekræfter, at koncernen for at stå stærkere på markedet for kapitalforvaltning har haft samtaler med konkurrenten Bankinvest. Det skriver Finans. Indtil videre er Nykredits koncernchef, Michael Rasmussen, dog blevet afvist af Bankinvests bestyrelse. Nykredit har den kontrollerende indflydelse i kapitalforvalteren Sparinvest, som er et datterselskab i Nykredit-koncernen og en direkte konkurrent til Bankinvest. Men de to har et mål om, at forretningsområdet inden for kapitalforvaltning skal vokse, og at mulighederne løbende bliver vurderet, »I den sammenhæng er det for os rettidig omhu løbende at være i dialog med andre aktører på markedet om mulige samarbejder. Dette gælder naturligvis også Bankinvest,« skriver Michael Rasmussen til mediet. For 14 dage siden kunne Finans fortælle, at Nykredit har været i kontakt med bestyrelsen i Bankinvest om et opkøb af konkurrenten. Michael Rasmussen understreger dog, at der ikke har været fremsat et opkøbstilbud. #4 – Dansk milliard-byggefirma går konkurs Dansk Boligbyg, der omsætter for 1,5 milliarder kroner, er taget under konkursbehandling, skriver Børsen. Det sker efter flere byggefirmaer har været hårdt presset på likviditeten. Henrik Steen Jensen, partner i advokatfirmaet Holst og indsat som kurator, oplyser, at beslutningen blev truffet omkring kl. 10 mandag formiddag. »Det er to byggesager, der har kostet over 100 millioner kroner i likviditet. Det har kostet mere at bygge, end man har afsat til byggeomkostninger i aftalen med bygherre,« siger Henrik Steen Jensen. Dansk Boligbyg, der beskæftiger godt 100 medarbejdere, er stiftet i 1998 og har specialiseret sig i bolig- og institutionsbyggerier. Tre uundværlige fra Berlingske Business Måske har du allerede set dem, hvis du har læst Berlingske i dag. Men her er tre historier, som vi vil anbefale dig at læse: A: Mandag morgen landede 27 anbefalinger på Lars Aagaards bord – én af dem skal skære år af rigide processer Klimaminister Lars Aagaard nedsatte for 11 måneder siden en arbejdsgruppe, der skulle kaste lys over den grønne omstillings træge processer. Nu er 27 konkrete anbefalinger landet på ministerens bord. Læs mere her. B: Hackergruppe offentliggør kodeord og manualer fra angreb mod Netcompany Søndag aften har hidtil ukendt hackergruppe lagt fortroligt materiale fra et indbrud hos det danske it-selskab ud på nettet. Eksperter er bekymrede. Læs mere her. C: Giganters vandforbrug er eksploderet efter kunstig intelligens Den nye teknologi sluger ikke alene enorme mængder af strøm. Vandforbruget er også kolossalt, fordi vandet skal sikre de kæmpestore computere mod at nedsmelte. Læs mere her. https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-cybereksperter-chokeret-over-simpel-adgangskode
شارك على،